havvindmøller

Tronex får nu dækket 100 procent af sit strømforbrug fra havvindmøller

Tronex ønsker at gå forrest i omstillingen til grøn energi og har investeret i såkaldte oprindelsesgarantier på vedvarende energi fra danske havvindmølleparker.

Tronex har igennem en årrække haft fokus på miljøet, men det er første gang, at virksomheden har forpligtet sig til at købe grøn energi. Det fortæller direktør Stig Nielsen:

”Vi vil gerne bidrage til, at vedvarende energi bliver en naturlig del af produktionen i Danmark. Vi værner om miljøet, og ved at investere i den grønne omstilling lægger vi handling bag. Derfor vil gerne støtte op om den ordentlighed, der ligger i at konvertere sort til grøn strøm”.

Energinet.dk udsteder oprindelsesgarantier på hver megawatt vedvarende energi, som produceres i Danmark. Med oprindelsesgarantierne har Tronex nu garanti for, at deres strøm kommer fra vedvarende energi – og er dermed med til at sikre, at andelen af vedværende energi i el nettet øges.

”Tronex producerer blandt andet elektroniske overvågningssystemer til vindmøller. Foruden det miljømæssige aspekt – som vi synes er vigtigt – så er det også vores måde at være med til at løfte vindmøllebranchen ned igennem værdikæden”, siger Stig Nielsen.

Tronex har indkøbt grøn energi fra danske havvindmølleparker svarende til 167.031 kWh i perioden 1. oktober 2019 til 31. december 2020.

Det svarer til 100 procent af Tronex forventede elforbrug. Det gør Tronex CO2 neutral i forhold til den strøm, der bruges på produktion og administration i virksomheden.

Del denne historie